Back to Writings Page

 

The Egg

Written by Andy Weir

Translatied by: Cornelia Kramer

 

 

Du var på vej hjem, da du døde.

Det var et biluheld. Ikke noget specielt bemærkelsesværdigt, men alligevel fatalt.  Du efterlod en kone og to børn. Det var en smertefri død. Ambulanceredderne gjorde deres bedste for at redde dig, men til ingen nytte. Din krop var fuldstændig knust, du var bedre stillet sådan, tro mig.

 

Og der  var det,  du mødte mig.

”Hvad… hvad skete der?” Spurgte du. ”Hvor er jeg?”

”Du døde” Sagde jeg, sandt som det var. Ingen grund til at pakke det ind.

”Der var en… en lastbil og den skred ud… ”

”Yep” Sagde jeg.

”Jeg… Jeg døde?”

”Yep. Men det skal du ikke have det dårligt over. Alle dør. ” Sagde jeg.

Du kiggede rundt. Der var intethed. Kun du og jeg. ”Hvad er det her for et sted?” Spurgte du.

”Mere eller mindre” Sagde jeg.

”Er du Gud?” Spurgte du.

”Yep” svarede jeg. ”Jeg er Gud”

”Mine børn… min kone” Sagde du.

”Hvad med dem?”

”Vil de være okay?”

”Det er hvad jeg kan lide at se,” Sagde jeg ”Du er lige død og din største bekymring er din familie. Det er gode sager.”

Du kiggede på mig med fascination. For dig, lignede jeg ikke Gud. Jeg lignede bare en eller anden mand. Eller muligvis kvinde. En svag autoritetsfigur måske. Mere en retskrivnings skolelærer, end den almægtige.

”Du skal ikke bekymre dig,” sagde jeg. ”De har de fint. Dine børn vil huske dig på alle måder som perfekt.  De havde ikke tid til at vokse foragt for dig.  Din kone vil på ydersiden græde, men i al hemmelighed vil hun være lettet.  For at være ærlig, dit ægteskab var ved at gå i stykker. Hvis det er til nogen trøst, så vil hun føle sig meget skyldig for at være lettet. ”

”Åh,” sagde du. ”Så hvad sker der nu? Kommer jeg i himlen eller helvede eller sådan noget?”

”Ingen af delene,” sagde jeg. ”Du bliver reinkarneret.”

”Ah,” sagde du. ”Så Hinduerne havde ret,”

”Alle religioner har ret på hver deres måde,” sagde jeg. ”Gå med mig.”

Du fulgte med, mens vi gik gennem det tomme rum. ”Hvor er vi på vej hen?”

”Ikke noget bestemt sted, ” sagde jeg. ”Det er bare rart at gå mens vi taler”

”hvad er meningen så?” Spurgte du. ”Når jeg bliver genfødt, vil jeg bare være en blank tavle, ikke sandt? En baby. Så alle mine erfaringer og alt hvad jeg gjorde i dette liv, vil være uden betydning.”

”Ikke helt!” Sagde jeg. ”Du har indeni dig al den visdom og erfaring, fra alle dine tidligere liv. Du kan bare ikke huske dem lige nu.”

Jeg stoppede med gå og tog fat i dine skuldre. ” Din sjæl er mere storslåede, smuk, og gigantisk end du overhovedet kan forestille dig. Et menneskes sind kan kun indeholde bitte små stykker, af hvad du er. Det er som at stikke din finger i et glas vand, for at se om det er koldt eller varmt. Du putter en lille del af dig selv i fartøjet, og når du tager det med ud, har du opnået al den erfaring det havde.

”Du har været menneske i de sidste 48 år, så du har ikke nået at strække dig ud endnu og følt resten af din enorme bevidsthed. Hvis vi blev derude i lang nok tid, vil du begynde at huske alting. Men der er ikke nogen mening grund til at gøre det imellem hvert liv.

”Hvor mange gange har jeg være reinkarneret så?”

”Åh, mange gange. Mange mange gange. Og i mange forskellige liv.” Sagde jeg. ”Denne gang vil du blive en kinesisk bondepige i 540 e. Kr.”

”Vent, hvad?” Stammede du. ”Du sender mig tilbage i tiden?”

”Tja, teknisk set.  Tid, som du kender det, eksisterer kun i dit univers. Ting er anderledes der hvor jeg kommer fra.”

”Hvor kommer du fra?” Sagde du.

”Åh selvfølgelig,” forklarede jeg ”jeg kommer fra et eller andet sted. Et andet sted. Og der er andre ligesom jeg.  Jeg ved du gerne vil vide hvordan det er der, men helt ærlig så ville du ikke forstå.”

”Åh,” sagde du, en smule nedtrykt. ”Men vent. Hvis jeg bliver reinkarneret til andre steder i tiden, så kunne jeg havde interageret med mig selv på et tidspunkt. ”

”Selvfølgelig. Det sker hele tiden. Og med begge liv kun opmærksom på deres eget livsforløb, du er ikke engang klar over at det sker.

”Så hvad er meningen med det hele?”

”Seriøst?” Spurgte jeg. ”Seriøst? Du spørger mig om livets mening? Er det ikke en smule stereotypisk?”

”Tja, det er et reelt spørgsmål” vedblev du.

Jeg kiggede dig i øjnene. ”Meningen med livet, grunden til at jeg skabte hele dette univers, er for at du kan modne. ”

”Du mener menneskeligheden? Du vil have os til at modnes?”

”Nej, kun dig. Jeg skabte hele dette univers til dig. Med hvert nye liv, vokser og modnes du. Du bliver en en større og stærkere intellekt. ”

”Kun mig? Hvad med alle andre?”

”Der er ikke andre, ” sagde jeg. ”I det her univers, er der kun du og jeg.”

Du stirrede tomt på mig. ”Men alle menneskerne på jorden… ”

”Alle er dig. Forskellige inkarnationer af dig.”

”Vent. Jeg er alle!?”

”Nu er du ved at forstå det, ” sagde jeg, med et lykønskende klap på ryggen.

”Jeg er hvert menneske der nogensinde har levet?”

”Eller nogensinde vil leve, ja”

”Jeg er Abraham Lincoln?”

”Og du er John Wilkes Boots. ”Tilføjede jeg.

”Jeg er Hitler?” Sagde du, forfærdet.

”Og du er de millioner han dræbte.”

”Jeg er Jesus?”

”Og du er er alle som fulgte ham”

Du blev stum.

”Hver gang du gjorde nogen til offer, ” sagde jeg, ”gjorde du dig selv til offer. Hver en venlighed du har vist, har du vist til dig selv. Hvert lykkeligt og sørgeligt øjeblik du nogensinde har oplevet fra et andet menneske var, og vil blive, oplevet af dig. ”

Du tænkte i lang tid.

”Hvorfor?” Spurgte du mig. ”Hvorfor gøre alt dette?”

”Fordi en dag, vil du blive ligesom jeg. Fordi det er hvad du er. Du er en af min slags. Du er mit barn. ”

”Hmm,” sagde du, skeptisk. ”Du mener jeg er en gud?”

”Nej, ikke endnu. Du er et foster. Du vokser stadig. Når du engang har levet hvert menneskeliv, igennem al tid, vil du havde vokset nok til at blive født. ”

”Så hele universet, ” sagde du ”er bare… ”

”Et æg. ” Svarede jeg. ”Nu er det tid til at du rykker videre til dit næste liv. ”

Og jeg sendte dig afsted.